Matter og AP Pension indgår nyt samarbejde om bæredygtig pension.

Vidste du, at din pension er med til at finansiere våben til krig?

Hvis du har en pensionsopsparing hos et gennemsnitligt dansk pensionsselskab, så er dine penge formentlig med til at finansiere våbenselskaber, der blandt andet leverer våben og militært udstyr til krigsføring. Dette blogindlæg er en del af vores serie Exclude, please, hvor vi stiller skarpt på de industrier og typer af selskaber, som vi hos Matter aktivt vælger at sortere fra.

I dette indlæg forklarer vi, hvad det egentlig betyder, at dine pensionskroner investeres i våbenproducenter. Hvilke våben er der tale om? Og hvilke konsekvenser har investering i våben for mennesker verden over? Formålet er at begrunde, hvorfor vi finder det uacceptabelt at investere pensionsopsparinger i denne industri. Vi forklarer, hvad vi gør, men lige så vigtigt, hvorfor vi er så interesserede i, at resten af pensionsindustrien gør det samme.

Forstår vi konsekvenserne af vores pensionsopsparing i våben?

Det er de færreste, der kan gennemskue de konsekvenser, som investeringerne, der foretages på vores vegne, fører med sig. Våbenindustrien er et godt eksempel. Når der investeres i våben, finansieres en lang række selskaber, der producerer forskellige våben, bomber og militært udstyr til krigsførelse og privatbrug. Men ville du, hvis du selv kunne vælge, investere i våbenproducenter, der som eksempel sælger våben til Saudi Arabiens krigsforbrydelser i Yemen?

Når vi kigger på vores analyse af de 12 største pensionsudbydere i Danmark kan det være svært at forstå, at næsten alle investerer danskernes pensionsopsparinger i firmaer, der understøtter produktionen af atomvåben og de ti største globale våbenfabrikanter og -sælgere.

Våbenindustrien møder heldigvis stor offentlig modstand. Men er det ikke på tide, at pensionsselskaberne også følger tiden og trækker deres støtte til våbenindustrien tilbage? Der eksisterer allerede strategier for at trække investeringer ud af våben, men her ekskluderes ofte kun kontroversielle våben som klyngevåben og landminer. Hos Matter har vi en nultolerance overfor hele våbenindustrien, og det betyder, at du, som kunde igennem Matter, undgår at sætte din pension i firmaer med forbindelser til våbenproduktion og salg til både militært og privat brug.

Lad os kigge nærmere på, hvilke våben det egentlig drejer sig om.

Kollektivt pres kan stoppe skadelige investeringer

Vi starter med en positiv historie. I 2008 skrev mere end 100 lande under på Konventionen mod Klyngebomber, som forbyder produktion, salg og lageropkøb af klyngevåben. Konventionen var resultatet af en enorm offentlig modstand, og bevægelsen medførte et klart fald i investeringer i klyngevåben – ifølge PAX fra 31 milliarder til 9 milliarder dollars de sidste 3 år. Og opbakningen til bevægelsen har vist sig at flytte bjerge. For eksempel har verdens største våbenfabrikant Lockheed Martin som følge annonceret, at de vil ophøre al involvering i produktion af raketter og missiler til klyngevåben.

Klyngevåben indbefatter en bred vifte af bomber, raketter og granater, som spreder yderligere mindre bomber eller granater, og mere end 90% af folk dræbt af klyngevåben er civile. Op til 1 ud af 5 eksploderer derudover aldrig, hvilket efterlader enorme områder af land forurenet.

Dette er altså et klart bevis på, at et pres fra befolkningen sagtens kan have indflydelse på investeringsbeslutningerne i finansielle institutioner – også i pensionsfirmaerne. Men der er stadig meget at tage fat på. For selvom størstedelen af pensionsselskaber har stoppet investeringer i klyngevåbenproducenter, investerer både nogle af dem fortsat i Hanwha Corporations og Poosang Holdings Corporations, som begge er kendte producenter af klyngevåben.

Hos Matter anser vi ekskluderingen af klyngevåben som en fuldstændig fundamental del af vores ”nul våben” investeringstilgang, og vi håber, at resten af den danske pensionsindustri snart vil gøre det samme.

Danske pensionsopsparinger er fortsat investeret i atomvåben

På trods af at vi opfatter reduceringen af investeringer i klyngevåben som fremskridt, ser vi det kun som et første skridt. Vores undersøgelser viser, at de fleste danske pensionsudbydere har investeringer i firmaer, der bidrager til produktion af atomvåben. Atomvåben er en reel trussel mod menneskeheden og har især været på den politiske dagsorden, siden Nordkorea testede atommissiler i 2016. Det ledte til et verdensomspændende opråb for atomnedrustning, der kulminerede i FN traktaten mod atomvåben i juli 2017. Traktaten skal forhindre produktion, oplagring, salg og brug af atomvåben.

Der kunne være potentiale for, at denne traktat bliver en lige så stor succes som konventionen mod klyngevåben. Men det ser ikke godt ud. For modsat den tilsvarende aftale mod klyngevåben, forbyder denne traktat ikke finansielle institutioner at investere i atomvåben. Indsatsen for atomnedrustning undermineres fuldstændigt, fordi pensionsselskabernes stadig er med til at finansiere de selskaber, der bidrager til udvikling og modernisering af atomvåben.

Hvis traktaten mod atomvåben alligevel skulle opnå samme indflydelse på atomvåbenproduktionen som på produktionen af klyngevåben, vil den langsigtede finansielle præstation for aktier i atomvåben sandsynligvis falde. Det betyder altså, at det ikke kun er moralsk, men også finansielt fornuftigt at få trukket sine investeringer ud af atomvåbenproduktionen.

Det stopper ikke ved klynge- og atomvåben

Klynge- og atomvåben vækker størst international interesse, men dækker næppe hele historien. Hos Matter vælger vi også investeringer i militære leverandører og producenter af privatvåben fra. Våben til privatbrug har den seneste tid modtaget mere opmærksomhed – men langt fra nok. Alene i USA bliver 93 personer hver dag slået ihjel af pistol-vold, og de utallige skyderier og massemord har vagt enorm international opmærksomhed. Men på trods af opmærksomheden og de mange mord bliver stadig i høj grad investeret i privatvåbenindustrien. Der investeres bl.a. stadig i Sturm Ruger, der er den største våbenfabrikant i USA, og Walmart, der er den største pistolforhandler i USA.

Derudover investerer de alle tilsammen i de 10 største våbenproducenter til militært brug i verden. Dette inkluderer også Lockheed Martin, der alene tjente mere end 36 millioner dollars i militære kontrakter; altså ét firma, der tjente 235 millioner kr. direkte finansieret af ufred i verden.

Nogle positive ting sker dog alligevel på dette område i investeringsbranchen. Fx har en gruppe schweiziske pensions- og investeringsfonde nu trukket omkring 150 milliarder dollars ud af 15 militære producenter. Ligeledes så man efter Parkland skoleskyderiet i 2018 diverse tiltag i investeringsbranchen, som Blackrocks lancering af 2 pistolfrie fonde. Det er dog paradoksalt, at Blackrock fortsat er Sturm Rugers største investor, og finansielle institutioner inklusiv de danske pensionsselskaber fortsat kaster danskernes pensionskroner efter produktion og salg af våben til militært og privat.

Tid til at være mere radikale

Når man vælger at investere i våbenproduktion, bidrager man aktivt til vold og usikkerhed verden over. Hos Matter har vi bevist, at det kan lade sig gøre at ekskludere alle selskaber, der bidrager til produktion af våben og militært udstyr. Men indtil det bliver standarden i markedet, er det fortsat ekstremt vigtigt at skabe opmærksomhed og bevægelser mod de nuværende svimlende summer, der, gennem danske pensioner, er investeret i vold. Det var det, der fik sat klyngevåben på de fleste eksklusionslister, og det er i sidste ende det pres, der kan trække investeringerne af våbenindustrien ud af pensionerne. For os er det soleklart – investeringer i krig og vold ikke er nødvendige, for at sikre nogens fremtid.

Ønsker du at læse mere om emnet, bringer Dagbladet information for tiden en serie af artikler omkring præcis dette emne: Læs med her.

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. More information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close